Guide: 5 typer film, der sælger

16. august 2018

Guide: 5 typer film, der sælger

Indsigter / Brand & Salg, Salg / Guide: 5 typer film, der sælger

Marketingafdelingens fineste opgave er at hjælpe til at øge virksomhedens salg. Traditionelt har film ikke spillet en stor rolle i B2B-virksomheders salgsfremstød, men det har ændret sig i den seneste tid.

Faktum er nemlig, at film er en fantastisk måde at kommunikere i en digitaliseret verden, hvor kunderne ofte foretrækker fængende og letforståelige film frem for tunge tekster. 

Film brede appel betyder, at de kan bruges i mange forskellige situationer. Lige fra at skabe den indledende opmærksomhed til serveringen af de overbevisende fakta, der lukker et salg.

Den brede appel betyder også, at der findes mange forskellige typer af film. Virkelig mange. Så medmindre man er ekspert, er det let at miste overblikket, når konsulenter og kollegaer jonglerer med forskellige typer af film. For hvad dækker de forskellige film egentlig over? Og hvilke typer passer bedst til hvilke formål? For at hjælpe dig med at anvende de rigtige film på det rigtige tidspunkt har vi inddelt de mest populære typer af B2B-video i tre kategorier: Branding, leads og salg. 

På den måde får du (7-9-13) helt styr på, hvilke film der er bedst at bruge til henholdsvis jeres brandingarbejde, leadgenerering og salgsindsats.   

I dette blogindlæg gennemgår vi de typer af film, der knytter sig til din B2B-virksomheds salgsarbejde. Ved at læse videre bliver du derfor klogere på:

-       Produkt kampagnefilm

-       Demonstrationsfilm

-       Produktbaserede casefilm

-       Animationsfilm

-       Messefilm

Produkt kampagnefilm

Der er mange måder at promovere et nyt produkt på, men ofte vælger mange virksomheder den samme pakke: En brochure, et par web-bannere, nogle roll-ups og måske en annonce i et fagblad.

Den traditionelle pakke med salgsmaterialer kan i nogle tilfælde være tilstrækkelig. Men hvis konkurrenterne gør det samme, er det måske grund til at tænke nyt.

Det er derfor ikke nogen overraskelse, at flere og flere B2B-virksomheder er begyndt at have film med som et integreret element i promoveringen af nye produkter. Den gennemtænkte film på eksempelvis LinkedIn kan nemlig på få sekunder vække målgruppens interesse. Og når interessen er skabt, har du skabt grobund for den videre bearbejdning.

En kampagnefilm for et B2B-produkt kan have meget forskellige udtryk. Produktet er ofte meget teknisk, så den åbenlyse beslutning er at fremhæve de tekniske fortræffeligheder ved produktet. Eller er det?

I løbet af de seneste år har vi hjulpet flere af vores store B2B-kunder med at udvikle succesfulde produktlanceringer med kampagnefilm, der indirekte fortæller om produktets værdiskabelse gennem en medrivende historiefortælling.

Et af vores bedste eksempler på det er produktlanceringen af det modulære motorprogram Orbital X for Danfoss Power Solutions. I stedet for at tale om tekniske specifikationer skabte vi en robot, der levendegør motorprogrammets fleksibilitet og USP’er. Du kan se videoen nedenfor eller læse mere om arbejdet i vores case story om Orbital X.

 
Et noget andet eksempel på en kampagnevideo er vores arbejde for vinduesproducenten Outline. Her er humor og en helt simpel historie udgangspunktet for videoen, hvilket du kan se nedenfor.

 
Demonstrationsfilm

Efter at have tiltrukket din målgruppes interesse med en fængende kampagnefilm er de klar til at tage næste skridt i købsrejsen. Interessen er skabt, men de skal stadig overbevises om, at din virksomheds produkt er det helt rigtige.

Til at støtte målgruppen i overvejelsesfasen er det en god ide at blive mere konkret og fortælle om produktets specifikationer, anvendelsesmuligheder og værdiskabelse. Her fungerer demonstrationsfilm virkelig godt, da de på få minutter gør det muligt at besvare målgruppernes spørgsmål på en letforståelig og imødekommende måde.   


Produktbaseret casefilm

I direkte forlængelse af demonstrationsvideoen finder vi denne type film, der viser produktet i aktion ude ved en kunde. På den måde fremhæver du produktets reelle effekt ”ude i virkeligheden”, hvilket ofte vægter tungere i kunders bevidsthed end selv de mest professionelle testresultater.

Vi kender alle til ordsproget ”show it, don’t tell it” – og det er fordi, det giver så pokkers god mening.


Animationsfilm

Et nyt produkt skal være bedre end det, det erstatter. Og det skal også helst være bedre end konkurrenternes. Med en animationsfilm er det let at sammenligne dit nye produkts værdiskabelse med ældre eller konkurrerende modeller. På den måde giver du din målgruppe de bedst mulige forudsætninger for at vurdere for og imod dit produkt på et faktuelt og gennemsigtigt grundlag, hvilket styrker din virksomheds troværdighed.

Derudover er animationsfilm fremragende til at formidle tekniske tunge budskaber letforståeligt, da man ikke er bundet af fysiske begrænsninger. Alt kan så at sige lade sig gøre. 


Messefilm

Minglen, håndtryk og ny inspiration. Messer er stadig et af B2B-virksomheders vigtigste kontaktpunkter med potentielle og eksisterende kunder, og derfor skal din messestand helst vække opsigt og tiltrække alle de rigtige folk.

Det kræver et gennemtænkt koncept at gøre din B2B-virksomheds afgrænsede område i den uoverskueligt store messehal ligeså populær som en kold cola på en sommerdag – men det kan lade sig gøre.

En messefilm er med sine levende billeder og præcise budskaber med til at sætte scenen og tiltrække folk til din stand. På den måde giver du dine gæster et indblik i, hvem I som virksomhed er, og hvilken værdi I tilbyder – et indblik, der ofte giver anledning til gode og potentielt forretningsskabende samtaler.

Tip: Der er sjældent musestille i en stor messehal. Jeres film skal derfor fungere uden lyd. Så husk underteksterne, hvis filmen bliver speaket.

Hvorfor er I på messen?   
Messefilmens indhold afhænger meget af din B2B-virksomheds ambition med deltagelsen. Ønsker I at promovere et nyt produkt? Er ambitionen at øge kendskabet til jeres corporate brand? Eller skal I styrke positioneringen af et af jeres forretningsområder?  

Det er svært at gøre det hele på en gang, så I må være konsekvente i den interne forventningsafstemning. Svaret har derfor stor betydning for messefilmen, som eksempelvis kan være en kampagnefilm for jeres nye produkt, jeres grandiøse profilfilm, eller en brandfilm for et forretningsområde.

De fleste messefilms levetid strækker sig derfor også ofte længere end selve messen. Filmen kan nemlig bruges i andre sammenhænge, fx på sociale medier, til salgspræsentationer eller på hjemmesiden. 


Er du solgt?  

Det var vores bud på fem typer af film, der kan hjælpe med at styrke din B2B-virksomheds salgsarbejde. Det var samtidig også sidste kapitel i vores gennemgang af, hvilket typer af film, der kvalificerer arbejdet med henholdsvis brandingleads og salg.

Hvis du er solgt på ideen om at få produceret flere film til din B2B-virksomheder, vil vi sige to ting: 1) Dejligt! Det bliver jeres kunder glade for, og 2) Giv dig selv de bedste forudsætninger for succes ved at undgå de værste filmfejl. Det sidste kan du lære ved at læse blogindlægget Sådan undgår du de 3 klassiske filmfejl

begynder_guide_inbound_marketing.png

Download guide

HENT GUIDE OM INBOUND MARKETING

Hent Pravdas guide om B2B inbound marketing og få indsigt i, hvordan du udnytter potentialet for inbound leads maskimalt.

HENT GUIDEN

Skribent

Thomas Toft Nilsson



Med kameraet for sit øje har Thomas en fantastisk evne til at sætte levende billeder på husets kreative ideer og forretningsudviklende koncepter. Det gør han med en teknisk selvsikkerhed og uendelig nysgerrighed efter at finde og indfri filmiske potentialer.